Indvendig uro: derfor sidder ADHD-hyperaktiviteten hos voksne i kroppen, ikke uden på den

Jeg var hos lægen i 2018 for noget, jeg var sikker på var angst. Hjertet bankede i et meningsløst rum mellem 70 og 95 hele dagen. Jeg sov dårligt. Jeg havde en tilbagevendende fornemmelse af, at noget om lidt skulle ske, uden at noget var planlagt. Lægen kiggede på mig over brillerne, sagde “det her ligner generaliseret angst”, og udskrev en henvisning til en psykolog. Jeg gik derfra med en folder om åndedrætsøvelser.

Folderen virkede ikke. Åndedrætsøvelserne virkede ikke. Da jeg endelig fik en ADHD-udredning syv år senere og psykiateren spurgte, hvornår jeg sidst havde haft det roligt i kroppen, måtte jeg tænke længe. Svaret var en aften i 2009, hvor jeg var oppe i bjergene uden mobildækning. Det var den eneste aften, jeg kunne huske, hvor motoren under huden havde været slukket. Resten af livet havde den banket. Jeg havde bare aldrig vidst, at det var en motor. Jeg troede, det var mig.

Det er den her forveksling, der koster mest hos voksne med ADHD. Hyperaktiviteten findes stadig. Den er bare flyttet indenfor, og udefra ligner den noget helt andet.

Den indvendige hyperaktivitet er den voksne form

Da jeg fik diagnosen, læste jeg næsten alt, hvad der lå på dansk om voksen-ADHD, og det samme udsagn dukkede op overalt. Sundhed.dk siger det helt enkelt: “Hyperaktiviteten, som er meget udtalt i barnealderen, erstattes med alderen ofte af en indre uro og rastløshed.” Psykiatrifonden skriver det samme med næsten identiske ord: hyperaktiviteten bliver ofte mindre udtalt, men den erstattes tit af en indre uro og rastløshed.

På engelsk er den vigtigste stemme stadig Russell Barkley, og hans formulering er værd at læse langsomt. I en gennemgang af DSM-5-kriterierne for voksen-ADHD skriver han, at motorisk dæmpning aftager markant med alderen, så den hos voksne kommer til udtryk som “stoluro og indre, subjektive følelser af rastløshed og af konstant at skulle være i gang”. Den synlige hyperaktivitet, et barn der løber rundt og kravler op på alt, er der ikke længere. Det, der er tilbage, er en kropslig fornemmelse, ingen andre kan se.

På dansk har psykologisk praksis fanget det godt. Kaj Psykolog skriver, at hos unge og voksne aftager den synlige hyperaktivitet, mens uroen i stedet opleves som en indre spændingstilstand eller rastløshed. Det er en præcis beskrivelse. Spændingstilstand, ikke handling.

Konsekvensen er, at den klassiske billedbog af ADHD, drengen der ikke kan sidde stille, leder en del af de voksne, der har det, væk fra diagnosen. Hvis du på overfladen virker rolig og ordentlig, men hjertet og hovedet aldrig holder pause, ligner du en angstpatient. Du går til lægen som angstpatient. Du bliver behandlet som angstpatient. Og behandlingen virker delvist, fordi noget af det er angst, men ikke nok til at fjerne motoren, fordi motoren er noget andet.

Hvorfor det især rammer kvinder

Det her er værd at sige direkte, fordi tallene er deprimerende. Voksne kvinder med ADHD diagnosticeres senere end mænd, ofte ti til elleve år senere. Medicinsk Tidsskrift har interviewet psykiater Charlotte Jokumsen, der bruger en sætning, jeg har tænkt på meget: “Vi ser i dag voksne kvinder blive virkelig syge og få flere komorbiditeter, fordi vi ikke har fanget deres ADHD-lidelse tidligere.”

Hvad driver det? To ting overlapper. Den første er, at kvinder oftere har den indre form af hyperaktiviteten. Psykiatrifonden noterer, at flere kvinder end mænd har ADD, den stille udgave, og generelt er mere indad- end udadreagerende. Da skolesystemet historisk har spottet ADHD ved at lægge mærke til dem, der forstyrrede klassen, blev pigerne med ADD og indre uro ikke set. Citatet fra samme artikel er sigende: “Man tænkte, at det ikke var en pigesygdom. Man havde fokus på dem, der forstyrrede i klassen.” Pigerne, der stille kæmpede med myldretanker, fik en anden mappe på sig: generte, dagdrømmere, “lidt sensitive”.

Den anden ting er kompensation. En neuropsykologisk gennemgang af voksne kvinder med ADHD beskriver det her præcist: “For at kompensere for deres indre kaos forsøger mange kvinder at overpræstere. De påtager sig for meget ansvar, stiller høje krav til sig selv og gør alt for at undgå at fejle.” Samme artikel fanger den indvendige variant af hyperaktiviteten: “Mens nogle mennesker med ADHD er fysisk rastløse, oplever mange kvinder i stedet en konstant indre uro.”

Det er den ondeste kombination, kompensationsstrategier kan ende i. Du overpræsterer, så ingen ser, hvor svært det er. Det belaster en hjerne, der i forvejen er kronisk understimuleret og overudfordret. Du udvikler angst og depression som følge af belastningen. Lægen ser angsten og depressionen og behandler dem. De responderer ikke fuldt ud på behandling, fordi den underliggende ADHD stadig kører motoren. Og fordi behandlingen ikke virker helt, antager systemet, at du er “behandlingsresistent” og prøver en ny SSRI. Det er Psykiatrifondens pointe i en linje: når en kvinde diagnosticeres med stress, depression eller angst, og behandlingen ikke virker, er der en god sandsynlighed for, at det kunne være noget andet.

Hvad uroen faktisk gør i hverdagen

Vil du gerne høre, hvor den dukker op? Det er sjældent på de tidspunkter, du tror.

Den dukker sjældent op midt i en arbejdsopgave, der har dig. Hvis hjernen er optaget af noget tilpas stimulerende, er den indre motor stille. Det er en del af det interessebaserede nervesystem, som kører på “interessant” eller “ikke-interessant”. Når et projekt griber, forsvinder uroen i timer. Det er en af grundene til, at folk med ADHD fejler ADHD-screeningens “kan du ikke koncentrere dig”-spørgsmål og svarer “jo, helt fint”. Du kan koncentrere dig fint. Det er en del af det, der gør uroen så svær at få øje på.

Uroen dukker op i pauserne. Den dukker op om aftenen, når der ikke er noget krav, og du burde være glad for at have fri. Alethia beskriver præcist denne mekanisme: “Indre uro, en følelse af sjældent at kunne slappe helt af.” Lige der, hvor du burde lande. Det er den sætning, der er værd at læse to gange. Det er ikke arbejdsuro, det er hvileuro. Det er en motor, der ikke kan slukke, fordi der ikke længere er noget at brænde.

Det er også grunden til, at en lang række adfærdsmønstre, der ligner separate problemer, ofte trækker fra samme kilde. Det er den her bunke, jeg har lært at genkende hos mig selv:

Sengetid. Du bliver oppe, fordi krop og hoved nægter at slukke. Du scroller, ser endnu en YouTube-video, gør hvad som helst der dæmper den nederste linje af hjernens larm. Det her er præcis den mekanisme, jeg har skrevet om i hævngerrig sengetidsudskydelse, set fra en anden vinkel. Det er også en motor, der ikke vil ned i tomgang.

Alkohol. Et glas vin og uroen falder. To glas og du kan endelig mærke kroppen som rolig. ADHD og alkohol er en kendt sammenhæng, og en del af forklaringen er, at alkohol dæmper netop det system, der har kørt for varmt hele dagen. Det er medicinsk klogt at lægge mærke til. Hvis dit forhold til vin om aftenen er begyndt at handle om at “tage kanten af”, spørger du måske den forkerte væske om hjælp.

Det vippende ben. Mig under et møde. Den synlige rest af hyperaktivitet findes stadig, kun som en hånd der piller ved en kuglepen eller en fod der tegner cirkler under bordet. Det er motorens ventilationsåbning. Når den åbning lukkes, fordi du tvinger benet til at være stille i en alvorlig samtale, popper trykket op et andet sted, ofte som angst i brystet.

Scrolling. Jeg har skrevet om todo-apps, der ikke virker. En tæt pendant er den uendelige scroll om aftenen. Du leder efter noget at give hjernen, så motoren har noget at gnave på. En time forsvinder uden indhold. Det er selvmedicinering af understimulering.

Hvis du genkender flere af dem på en gang, og hvis lægen sagde “det her er nok stress”, er det værd at læse Kaj Psykologs lille bemærkning om hyperaktiv-impulsiv ADHD igen. ADHD kan også vise sig overvejende som hyperaktivitet og impulsivitet, uden de udtalte opmærksomhedsproblemer. Du kan have ADHD og koncentrere dig fint på arbejdet, og motoren under huden er stadig diagnosen.

Hvorfor det her stykke information er klinisk værd at have

Forskellen på en stressdiagnose og en ADHD-diagnose har en konkret konsekvens. Stress retter sig, når belastningen falder. Det er det, der definerer den. Et stresssygefravær med tre måneder på græs, færre opgaver og en samtale med en psykolog kan reelt kurere en stresstilstand.

Indvendig uro retter sig ikke af tre måneders ferie. Det er måske den tydeligste lakmusprøve: hvis du har taget et helt år sabbatorlov og motoren stadig bankede den første morgen i Bali, så er det ikke arbejdet. Et casenote fra Camilla på 21, som Psykiatrifonden har offentliggjort, fanger samme erfaring fra den anden side: hun beskriver at have følt sig “fanget og desperat efter en vej ud” gennem hele barndommen, og at den vedvarende indre uro førte ind i en depression og senere et selvmordsforsøg som 19-årig. Det er ikke et lille spor, en læge bør overse, fordi hun var “stille og dygtig” i klassen.

Det betyder ikke, at alle med vedvarende uro har ADHD. Selvfølgelig ikke. Hvad det betyder, er det modsatte: at en del af de mennesker, der ender i en kronisk behandlingssløjfe for angst eller depression med “delvis respons”, har en anden underliggende lidelse, som tegner uroen. ADHD-medicin gør faktisk ofte det, SSRI ikke kunne: den stiller motoren ned uden at sløve. Det er ikke i sig selv argumentet for medicin. Det er argumentet for udredning.

Hvis du er kvinde, hvis du har levet med “lidt for høj puls” det meste af et voksenliv, og hvis du har en angst- eller depressionsdiagnose, som behandlingen ikke har løst, er det ikke unormalt at bede sin læge om en henvisning til en ADHD-udredning. Det er en stigende klinisk anerkendelse i Danmark, at vi har overset en hel kohorte. Sundhedspolitisk Tidsskrift har skrevet, at psykiatere advarer mod præcis det her: kvinder bliver virkelig syge, fordi deres ADHD-lidelse er blevet overset.

På engelsk hedder det “internal restlessness”, og det er et godt fremmedord at lære, hvis du vil søge på det. På dansk siger jeg “indvendig uro” frem for “indre uro”, fordi det understreger, at det er noget kropsligt. Det er kroppens hyperaktivitet, der har vendt sig indad. Den er ikke væk. Den har bare ingen vinduer.

Hvad det har lært mig om at bygge værktøj

Motoren under huden er ikke noget en app kan fjerne. Det vil jeg gerne sige direkte. Men der er en sammenhæng, der driver et par konkrete designvalg i Ikoi, det opgaveværktøj jeg laver.

Hvis indvendig uro betyder, at hvile er svært, og at pauser ofte fyldes med larmende aktiviteter, så er det værste en opgaveliste kan gøre, at gøre pausen umulig. En liste med syvogtredive røde opgaver, der dukker op hver gang du åbner appen, giver præcis den slags konstant ulmende baggrundsfornemmelse, der fodrer motoren. Det er en af grundene til, at jeg har bygget appen sådan, at opgaver henfalder og forsvinder fra synet, hvis de ikke røres. Hvis uroen er fjenden, må listen ikke selv blive en kilde til den. Beslægtet pointe ligger i at planlægge efter energi i stedet for efter ur, fordi indvendig uro skifter intensitet i løbet af døgnet. Og det er den indvendige hyperaktivitet, der gør body doubling så effektivt for mig personligt, fordi en anden persons rolige nervesystem regulerer mit ned.

Ingen af de ting er medicin. De er småjusteringer, der ikke forstærker problemet.

Jeg blev færdig med min udredning et halvt år før dette skriv. Motoren er der stadig. Den banker lige nu, mens jeg har siddet i tre kvarter ved tastaturet, og en del af mig vil rejse sig og lave kaffe, jeg ikke skal drikke. Det interessante er, at jeg ikke længere tror, det betyder, jeg er en angst person. Jeg har den voksne form for en hyperaktivitet, der aldrig forsvandt. Det er en mærkelig lille forskel. Den fjerner ikke uroen. Den fjerner skammen ved at have den, og det viser sig at være halvdelen af problemet.